Om Sys Fredens

Det var min veninde i Paris, der i slutningen af 1970’erne viste mig nogle garnbutikker, der var helt anderledes end dem i København, og det inspirerede mig til at åbne min første butik. Den hed Garngalleriet og lå i Grønnegade i København.

Jeg tog til Paris og købte garn og i butikken blev det hængt op på knager og solgt efter vægt.
Efterspørgslen var stor, så jeg åbnede endnu en butik Garngalleriet i Sct. Pederstræde i København.
Mange af garnerne fik jeg selv indfarvet, så de nyeste modefarver hurtigt var i butikkerne.

På den tid kunne de fleste strikke enten efter opskrifter eller efter eget design. Jeg selv var ikke god til at strikke og da der efterhånden kom mange nye uøvede kunder i butikken, måtte jeg selv lære at strikke for at kunne hjælpe dem.

Dernæst skulle kunderne også have noget at strikke efter, så jeg måtte designe opskrifter der passede til mine franske garner, da de jo ikke fandtes på dansk. Det er blevet til mange, mange opskrifter gennem årene.

Tiderne skiftede og interessen for strik sluttede brat i midten af 1984. Jeg lukkede butikkerne og flyttede tilbage til min barndomsby, Aarhus, sammen med min lille datter.

I Aarhus fik jeg arbejde som sælger i et engros garnfirma, men lysten til at åbne egen butik meldte sig hurtigt.
I 1990 åbnede jeg Spaghetti sammen med min daværende kæreste. Vi solgte garn og opskrifter i butikken og også engros til mange andre garnbutikker i Danmark.
I 1995 lukkede jeg Spaghetti og tog en uddannelse som grafisk designer.

Strikkeinteressen var igen stigende og med alle mine opskrifter i bagagen henvendte jeg mig til Forlaget Klematis og i 2003 udgav vi to bøger, Pind 10 og Strik til blå stue.

Sammen med en god ven åbnede jeg garnbutikken Fandango i Gl. Munkegade i Aarhus.
Gennem de næste 10 år er det blevet til flere bøger, hjemmeside med web-shop, strikkecaféer, foredrag og workshops på biblioteker og i butikker rundt om i landet.

Det har alt sammen været fantastisk og jeg er glad for at have været en del af dette strikkeunivers.
Nu har jeg solgt min butik Fandango og vil hellige mig arbejdet med strikke- og hæklebøger, workshops, undervisning og foredrag.
Desuden har jeg atter rykket teltpælene op og er flyttet ”tilbage” til København for at være nærmere min familie.

Sys Fredens